Skævinge Kunstforening
Skævinge Kunstforening Ordinær generalforsamling 27. marts 2023, kl. 19 i SKIF.
Generalforsamlingen afholdes i henhold til foreningens vedtægter.
1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent – bestyrelsen foreslår Smadar Markussen.
3. Formandens beretning.
4. Køb af billeder / kunstværker – kan betales kontant eller bankoverførsel på generalforsamlingen.
5. Regnskab ved kassereren, herunder værdifastsættelse af foreningens samling.
Foreningen har pt i alt 61 værker til en værdi af i alt 146.583,00 kr.
6. Fastsættelse af kontingent for 2024. Bestyrelsen indstiller til uændret kontingent – 150 kr.
7. Indkomne forslag fra medlemmer – bedes være formanden i hænde senest d. 20. marts 2023. Alle forslag bedes mailet til skaevingekunst@gmail.com.
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer for 2 år og 1 suppleant for 2 år.
På valg:
Bernt Salzwedell– medlem.
Pia Gilvad Nielsen – suppleant.
Ikke på valg:
Smadar Markussen – formand.
Ib Mathiessen – medlem.
Lene Kure Larsen - medlem.
Annette Stacey - medlem.
(bestyrelse har p.t. kun 1 suppleant)
9. Valg af revisorer:
På valg: Kirsten Tang-Holbæk – modtager genvalg?
Ikke på valg: Gerda Lauridsen.
10. Udlån af foreningens samling.
11. Eventuelt.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Vedtægter for
SKÆVINGE KUNSTFORENING
§ 1
Foreningens navn er Skævinge Kunstforening. Den er stiftet i 1976 og henhørende i Hillerød
Kommune. Foreningens adresse er formandens.
§ 2
Det er foreningens formål at udbrede interessen for kunst ved udlån af foreningens samling til
medlemmerne, arrangere ekskursioner til kunstudstillinger, samt arrangere udstillinger af kunst og
kunsthåndværk.
§ 3
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Generalforsamling afholdes inden udgangen af marts
måned og vil blive varslet 14 dage forud på de sociale medier og på foreningens hjemmeside, samt
ved fremsendelse af dagsorden til hvert enkelt medlem via elektronisk post. Dagsordenen skal mindst
indeholde følgende punkter:
•Valg af dirigent
•Valg af referent
•Formandens beretning
•Kassereren fremlægger det reviderede regnskab
•Fastsættelse af kontingent
•Behandling af indkomne forslag
•Valg til bestyrelse og revisorer
•Udlån af foreningens samling
•Eventuelt.
§ 4
Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, kasserer og sekretær.
Bestyrelsen kan vælge at have en kasserer uden for sin midte. Kassereren skal være medlem af
foreningen. Foreningen tegnes af formand og kasserer, som kan disponere hver for sig.
Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen, idet 3 bestyrelsesmedlemmer er på valg det
ene år, mens de øvrige 2 medlemmer er på valg det næste.
Der vælges 2 bestyrelsessuppleanter for 2 år ad gangen skiftevis.
På generalforsamlingen vælges ud over bestyrelsen 2 revisorer, der ligeledes vælges for 2 år ad
gangen og er på valg skiftevis.
§ 5
Kontingentet for det kommende år fastsættes på generalforsamlingen. Kontingentet indbetales senest
5 dage før datoen for generalforsamlingen.
§ 6
Medlemmer kan deltage i bestyrelsesmøder med taleret. Bestyrelsen kan på disse møder frit vælge at
nedsætte arbejdsudvalg til forekommende opgaver. Dog skal mindst et af medlemmerne i sådanne
udvalg være medlem af bestyrelsen.
§ 7
Kunstforeningens samling.
Stk. 1. Indkøb af kunst.
Disponible midler bruges til indkøb af kunst. Købet skal være godkendt af mindst 3
bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 2. Udlån af kunst til medlemmer.
Foreningens samling udlånes til foreningens medlemmer for 1 år ad gangen.
Udlodning foregår samme aften umiddelbart efter den ordinære generalforsamling.
Et medlem, som er forhindret i at deltage i lodtrækningen, kan deltage via skriftlig fuldmagt.
Lånte værker skal afleveres på den efterfølgende generalforsamling eller til et medlem af
bestyrelsen.
Erstatningsansvar for beskadigede eller bortkomne værker påhviler medlemmet.
Stk.3. Medlemmers køb af kunst.
Foreningens værker kan erhverves af medlemmer til seneste generalforsamlings
værdifastsættelse efter mindst 1 års udlån.
Medlemmerne har forkøbsret til det/de værker, som de har haft lånt det forgangne år.
Købte værker betales senest på generalforsamlingen.
Stk.4. Værdifastsættelse af samlingen.
Det påhviler bestyrelsen at værdifastsætte foreningens samlede værker årligt.
Som hovedregel bibeholder værkerne indkøbsprisen, medmindre den samlede bestyrelse
beslutter at nedskrive / opskrive værdien på værkerne.
Samlingens værdi medtages i foreningens formue til seneste generalforsamlings
værdifastsættelse.
Stk. 5. Bortlodning af værker.
Bestyrelsen kan træffe beslutning om bortlodning af værker umiddelbart efter afholdelse af
generalforsamlingen.
§ 8
Ændringer i lovene og ophævelse af foreningen kan kun ske på en generalforsamling, hvor mindst en
fjerdedel af medlemmerne er til stede, og to tredjedele af de fremmødte medlemmer stemmer for
ændringen eller ophævelsen. Er der ikke mødt en fjerdedel af medlemmerne, indkaldes inden en
måned til ekstraordinær generalforsamling, og ændringen eller ophævelsen kan her vedtages med
almindeligt flertal uanset de fremmødtes antal. Ekstraordinær generalforsamling kan i øvrigt
indkaldes, når en fjerdedel af medlemmerne ønsker det, eller af formanden.
§ 9
I tilfælde af foreningens ophævelse sælges foreningens kunstsamling på en auktion blandt
foreningens medlemmer. Minimumspris er seneste generalforsamlings værdifastsættelsespris minus
10 %. Overskydende værker samt foreningens likvide midler fordeles til institutioner inden for
hjemkommunen. Fordelingen foretages af den siddende bestyrelse.
Revideret og vedtaget på den ordinære generalforsamling den 16. marts 2022.
(Denne udgave er lagt på hjemmesiden marts 2022 af Bernt Salzwedell
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hvem er vi?
Skævinge Kunstforening blev etableret d. 20. april 1976 og holder til på Føllegård.
Foreningen arrangerer flere kunstudstillinger i årets løb. Foreningen er bl.a. kendt for sit populære julemarked, som afholdes hvert år i november måned.
Har du lyst til at være medlem?
For kun 150 kr. om året har du adgang til foreningens samlede værker.
Bliv medlem af Skævinge Kunstforening og lån et eller flere kunstværker hvert forår. Nyd forandringen, som det giver i dit hjem.
Du har også mulighed for at købe foreningens værker og har forkøbsret til det, som du har lånt.
Du bliver medlem ved at sende en mail til os på skaevingekunst@gmail.com med dit fulde nanvn og adresse, og ved samtidigt at indbetale 150 kr. til foreningens konto hos Nordea, konto nr. 2276-8478 391 634.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Bestyrelsen:
Formand: Smadar Markussen / 26 28 74 76
Medlem: Bernt Salzwedell / 40 20 39 43
Medlem: Ib Mathiessen / 20 16 90 11
Medlem: Lene Kure Larsen / 48 28 66 90
Suppleant: Pia Gilvad Nielsen / 23 88 05 69
Suppleant: Annette Stacey / 40 11 0716
Du finder os her:
Skævinge Kunstforening, Føllegård, Føllegårdsvej 4, 3320 Skævinge
Vi forventer at skifte adresse til det nye kulturhus i Skævinge, også kaldet
SKIF (Skævinge Kultur-, Idræts- og Fritidshus), når dette står færdigt her
i starten af 2023.
Da Føllegård er ramt af skimmelsvamp, og da lokalerne derfor ikke kan
benyttes i øjeblikket, har vi indgået en aftale med Skævinge Bibliotek, så vi
kan afholde møder der efter nærmere aftale.
Vores mailadresse er:
skaevingekunst@gmail.com
----------------------------------------------------------------
Skævinge, den 03-01-2023
SKÆVINGE KUNSTFORENING PÅ VEJ MOD NYE TIDER – VIL DU MED?
Sig nærmer tiden, hvor vi flytter ind i SKIF, det nye Skævinge Idræts-, Kultur- og Fritidshus. Det glæder vi os til.
Derfor afholder vi ”Nytårskur” mandag den 09-01-2023 fra 19:00 til 21:00 på Skævinge Bibliotek.
Vi byder på lidt brus og knas til ganen, og der er selvfølgelig GRATIS ADGANG.
Vi fortæller lidt om os selv - en Kunstforening med snart end 50 år på bagen
- og så vil vi gerne høre fra jer, hvad I har af forventninger til fremtiden for
udfoldelsen af kunst i "Skønne Skævinge".
Vores formand, Smadar, byder velkommen.
Herefter vil Kirsten, der har været aktiv i Kunstforeningen i næsten mere end en menneskealder, fortælle lidt om udviklingen i Kunstforeningen, der snart kan fejre 50 års jubilæum.
Vi har en gruppe i foreningen, der hedder "Torsdagsmalerne".
Ib har lovet af fortælle lidt om, hvad der sker på disse torsdage, hvor man mødes til hyggeligt samvær og udfoldelse af enhver art med pensel, lærred og en god kop kaffe.
Har du lyst til at svinge penslen og enten dele eller få erfaringer med at sætte farve på tilværelsen,
så er vores TORSDAGSMALERE måske lige dig.
Bernt har lovet at fortælle lidt om de muligheder, vi får lokalemæssigt i SKIF. Der bliver højt til loftet, masser af store vinduespartier med sol og skøn udsigt, ikke mindst i det lokale, der hedder "kreativt værksted", og udendørs er der overdækkede arealer, der indbyder til kunstneriske udfoldelser, når vejret er til det.
Bernt vil også gerne snakke med jer om nye tiltag i nye omgivelser, under mottoet "hvad er kunst" :
"Kunst er mange former for udfoldelse for personer med skabertrang
- det kan være maleriet / fotoet / musikken / sangen / digtet / formgivningen / foredraget /
udflugterne / skulpturerne / workshops /... både for voksne og børn...
For den kreative er der ingen grænser - ud over dem,
man selv vælger at sætte :-).
Vi har en oversigt med over vores nuværende aktiviteter, herunder udstillinger / udflugter / kunsthåndværkernes julemarked og udlån af foreningens værker.
Kom til en hyggelig aften i godt selskab, og medbring gerne godt humør og gode forslag til kunsten i ”Skønne Skævinge.”
Vi vil gerne være flere medlemmer i foreningen. Har du lyst til at deltage i bestyrelsesarbejdet,
er du meget velkommen.Vi hygger os...
Er du mere til tal og regneark,så har vi et godt tilbud til dig:
Hanne, vores kasserer igennem mere end et århundrede, kigger forbi og fortæller, hvor nemt
og inspirerende det er at være kasserer i en aktiv
forening, og hun sætter dig gerne ind i det hele, når du har slået til :-).
Reservér aftenen allerede nu og tilmed dig meget gerne
på vores mailadresse: skaevingekunst@gmail.com
så vi véd, hvor mange vi bliver ...
Med venlig hilsen
Bestyrelsen i Skævinge Kunstforening
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Skævinge, den 13-11-2022
Det er desværre sådan, at vi i lighed med i årene 2020 (Corona) og 2021 (Hærværk) igen her i 2022 ikke kan afholde Kunsthåndværkernes Julemarked.
Det skyldes dels, at Føllegård er ramt af skimmelsvamp, og dels at vi derfor havde planlagt at afholde julemarkedet i SKIF (Skævinge Kultur-, Idræts- og Fritidshus) her i november 2022, men SKIF, der skulle have været indviet i slutningen af oktober 2022, er desværre ikke blevet færdigt, og en ny dato for færdiggørelsen ligger p.t. ikke fast. Man håber fra bygherrens side, at det kan blive i februar 2023.
Vi har i bestyrelsen måttet konstatere, at vi i øjeblikket hverken har ressourcer, tid eller muligheder for at planlægge arrangementer. Vi vil derfor i den kommendetid bruge tid på at tiltrække nye kræfter til bestyrelsen og nye medlemmer tilforeningen.
Vi er blandt andet i den situation, at det ikke er lykkedes at finde frem til en efterfølger til opgaven som kasserer i foreningen. Vi har derfor måttet lave en midlertidig løsning, hvor formanden og et bestyrelsesmedlem har haft mulighed for at kontrollere beholdningen og gennemføre eventuelle betalingsregistreringer, både på indtægtsiden og på udgiftsiden. Samtidig har der fra bankens side været stillet krav om indsendelse af en lang række oplysninger om bestyrelsen og om selve foreningen.
Vi har på 2 af hinanden følgende generalforsamlinger forsøgt at finde et medlem, der vil varetage kassererposten, men ingen har meldt sig. Vi kan kun endnu en gang appelllere til medlemmerne om at overveje, om der er en, der er klar til at overtage denne post. Det kan også være en ven eller bekendt uden for foreningen, der frivilligt vil varetage posten.
Nu er det ikke sådan, at vi har givet helt op, selv om vi måske kan blive nødt til at holde en"pause", hvis ikke der er kandidater, der vil gå aktivt ind i arbejdet for at drive vores forening videre. Derfor afholder vi bestyrelsesmøde på Føllegård i et lokale, der ikke er ramt af skimmelsvamp, mandag den 05-12-2022 klokken 19:00, hvor vi vil planlægge en"nytårskur".
"Nytårskur": Vi forventer at kunne afholde nytårskur mandag den 09-01-2023,hvor vi inviterer alle interesserede til at kigge forbi på Føllegård, efter al sandsynlighed i Rytmelængen, da denne ikke er ramt af skimmelsvamp. Her præsenterer vi bestyrelsen og foreningen og påtænker at have en dialog om fremtidens kunstforening, herunder hvorledes vores "liv" bliver i SKIF og en fastlæggelse af udstillinger og arrangementer, Vi ser frem til inspiration til nye tiltag, for eksempel på aktiviteter inden for kunstens rammer, mulige kurser og workshops, arbejdsdage og andet, der kan tiltrække nye medlemmer.
Undertegnede, der har ansvaret for ajourføring af denne hjemmeside og af vores Facebookside, skal beklage, at der har været problemer/udfordringer med at få vedligeholdt begge dele. Der har manglet referater fra blandt andet generalforsamlingen fra foråret 2022. Det bliver bragt i orden i nærmeste fremtid. Jeg er desværre ikke nogen "IT-ørn", og hjemmesiden har drillet mig og gør det stadig.
Det vil være en god ting, hvis der blandt medlemmerne kunne findes en person, der er mere vant til at ajourføre hjemmesiden i kraft af en bedre viden om IT-brugen af hjemmesiden.
Vi arbejder i mellemtiden videre med at være involveret i processerne omkring indretningen af SKIF og brugen af de lokaler, som vi skal dele med andre foreninger. I SKIF er der nedsat et "husråd" med repræsentanter fra de forskellige foreninger.
Undertegnede har igennem adskillelige år deltaget i projektarbejdet. I forbindelse med nedsættelsen af husrådet har jeg meddelt, at jeg ikke deltager i husrådet, da der skal nye kræfter til, der har kunstinteressen og lyst til samarbejdet i SKIF - og har en alder under 70+. Kom frit frem, hvis du kender en eller selv vil indgå i husrådet.
Indtil videre varetages vores interesser som kunstforening af formanden for Føllegård Alive, Henning Andersen.
Det er vores håb,at der efter nogle år, hvor verden mere eller mindre har været ramt af den ene ulykkelige begivenhed efter den anden - og sådan set stadig er det - at vi i fællesskab kan få sat gang i foreningen igen. Det kræver fleres indsats, nye initiativer og bevarelse af foreningens eksistens og traditioner: En spændende og virksom del af kulturlivet i "Skønne Skævinge".
Bernt Salzwedell, bestyrelsesmedlem.